Hvis du virkelig prøver at se dig selv objektivt – hvor balanceret er du så?
Jeg taler her om balancen mellem din interesse for udstyr og din personlige praksis med at tage billeder. Altså dig, når du laver dine egne billeder – uanset hvordan, hvor eller med hvad du gør det.
Jeg har kendt (eller hørt om) folk, der ligger lige i midten – helt neutrale – med lige stor interesse for både kameraudstyr og det at fotografere. Og så er der dem, der ligger helt ude i den ene eller anden ende. Nogle går så meget op i gear, at de slet ikke tager billeder (tænk samlere, foto-tekniknørder, visse kameraejere, butiksfolk og reparatører). Og i den anden ende: dem, der er så optagede af selve det at fotografere, at de ikke længere skænker udstyr en tanke.
Mine følgere vil måske huske denne historie: Vi fik engang et fantastisk portefølje ind til magasinet fra en kvinde langt ude på landet i USA. Da jeg spurgte hende, hvilket kamera hun brugte, svarede hun: “Det ved jeg ikke… skal jeg gå ud og kigge?” Det viste sig at være et 35mm – men det vidste hun altså ikke på stående fod. Til gengæld havde hun et formidabelt blik for motiver.
Og mig selv?
Og mig selv? Jeg klarer mig egentlig meget godt her… jeg er nogenlunde balanceret. Men hvis jeg skal være helt ærlig og objektiv, så hælder jeg nok en smule mere mod udstyr end mod det at tage billeder. Bare en lille smule. Jeg ville nok placere mig omkring 10 eller 15 mod “Gear” på skalaen. (Hvis det ikke er tydeligt: de store streger er spring på 10, de små er spring på 5.)
Udstyr ER spændende
Jeg har altid syntes, det er fascinerende at se, hvordan folk placerer sig selv på den skala – især fordi de færreste gør det med fuld ærlighed. For det kræver jo, at man ikke bare kigger på sine intentioner, men på sin adfærd. Det er fint nok at sige: “Jeg går ikke så meget op i gear”, men hvis du alligevel sidder og opdaterer kamera-forum hver aften med kreditkortet halvt trukket – så er det måske værd at justere din selvopfattelse lidt.
Og lad os nu være ærlige: Udstyr ER spændende. Der er noget næsten meditativt over at sidde og læse specifikationer, sammenligne MTF-grafer og overveje, om man kan retfærdiggøre endnu et objektiv, der kun adskiller sig fra det gamle med en blænde eller lidt hurtigere autofokus.
Det føles produktivt, som om man gør noget for sin fotografiske praksis, bare ved at tænke på den. Det er en form for illusion – men en ret behagelig en.
Der findes også dem, som næsten er stolte af at ignorere teknikken
Omvendt findes der også dem, som næsten er stolte af at ignorere teknikken fuldstændigt. Du ved, dem der triumferende siger: “Jeg ved ikke engang, hvad et histogram er, jeg går bare efter følelsen!” Og det kan jo også noget. Men nogle gange har jeg lyst til at sige: Det ene behøver ikke udelukke det andet. Der er ikke noget galt i at forstå sit værktøj – faktisk kan det frigøre én til at fokusere mere på billedet.
Det vigtige er måske ikke, hvor man ligger på skalaen, men om man ligger der bevidst. Altså: Har du valgt din placering, eller er du bare gledet derhen, fordi YouTube-algoritmen skubbede dig i den retning?
“Jeg tager billeder” og “Jeg taler om udstyr”
Jeg tænker nogle gange på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev tvunget til at vælge. Hvis nogen sagde: “Du må aldrig købe nyt kameraudstyr igen – men du må tage billeder resten af livet.” Ville jeg være okay med det?
Ja. Det tror jeg faktisk. Men jeg ville nok bruge de første par måneder på at savne følelsen af ny kamerakasse og lyden af tape, der bliver trukket af en ubrugt batteripakke.
Så… hvor ligger du selv? Hvis du skulle sætte en nål i skalaen mellem “Jeg tager billeder” og “Jeg taler om udstyr”, hvor ender du så? Og endnu vigtigere – er du tilfreds med det sted?
For det er jo dér, det bliver interessant. Ikke om du er på 5 eller 25, men om du er glad for det.
Grafen burde egentlig være en trekant, hvor ‘organisering’ udgør den tredje akse. Eller måske en firkant, hvor den fjerde akse er ‘deling. Organisering dækker alt fra planlægning af dine foto-udflugter til hvordan du håndterer dit fotokatalog. Det kan også betyde, at du har et igangværende fotoprojekt – eller flere.
Uden struktur og organisering ender man med en tåget bunke af uoverskuelige billedfiler. Og uden organisering kan det hele hurtigt blive en kilde til stress og frustration. Lige nu er jeg i gang med at lave slideshow og album til min datters dimission.
https://nyfotokunst.dk/
Jeg bander over og takker mit tidligere jeg i én og samme bevægelse, mens jeg graver rundt i mine gamle harddiske. Jeg gjorde noget rigtigt på organiseringsfronten – og en hel del forkert. Deling er også vigtigt. En fotograf – som enhver anden skabende person – har brug for feedback. I dag er det let at dele på sociale medier, men det er vigtigt at huske, at de er forfærdelige platforme til at dele kunst.
Alt, hvad der er subtilt og kræver eftertanke, forsvinder i larmen. Som fotograf er det afgørende, at du finder dine egne måder at dele dine billeder på. Det kan være store print, en fotobog, et zine – eller en collage på køleskabet.
Det sjove ved fotografi er at tage billeder og nørde med udstyr. Det kedelige er at organisere. Det er faktisk derfor, mange unge dropper kameraet til fordel for mobilen. De fleste, jeg introducerer til fotografi, giver op, fordi det er besværligt at håndtere filer mellem forskellige enheder, og fordi det er et mareridt at vedligeholde et katalog. Kicket kommer, når man tager billedet og smider det på Instagram.
Ingen gider spise deres broccolibilleder. Hvis Canon, Nikon, Sony eller Adobe kunne lave et lagrings- og taggingsystem, der var lige så nemt som på mobilen – så ville de eje markedet. At flytte filer fra et kort til en computer?
Lad os stille spørgsmålet lidt mere bredt: Ville du helst spise på en restaurant, hvor kokken bruger al sin energi på hvert år at skifte alle knive ud med modeller, der er 0,1 % skarpere – eller en restaurant, hvor kokken fokuserer på at lave fantasifuld og fantastisk mad?
Eller ville du gå til en klaverkoncert med en musiker, der altid har det mest præcist stemte klaver på ±0,001 Hz – eller én, hvis spil er legendarisk og medrivende? Fotografi, ligesom de fleste andre menneskelige udtryk, bruger teknologi.
Men det, der udtrykkes gennem teknologien, ligger langt ud over selve teknikken.
Det pudsige for mig er, at siden jeg primært er begyndt at bruge min iPhone til at fotografere med, er jeg blevet nærmest 100 % på ‘fotografering’-siden af skalaen. Før jeg dedikerede mig til iPhone-kameraet, lå jeg nok et sted omkring 50 – midt i gear-spektret. Hvis fotoredigeringssoftware tæller som udstyr, så er jeg måske 90 % til fotografering og 10 % til gear.”